Luftforurening koster millioner af liv
Sort røg fra fabriksskorstenene og boligkvarterer indhyllet i kulos er fortid i langt de fleste EU-lande. Gennem de seneste 25 år har fælles regler forbedret luftkvaliteten betragteligt, men alligevel er luftforurening fortsat et af de alvorligste miljøproblemer i Europa. I otte ud af ti europæiske byer er luften direkte sundhedsskadelig.
Luftforureningen koster hvert år en halv million europæere livet, og mange bliver kronisk syge, fordi EU’s grænseværdier stadig er meget lempelige. Danmark overholder alle grænseværdier for fine partikler, og alligevel dør 2-3.000 danskere hvert år for tidligt på grund af partikelforurening. Luftforureningen skader desuden økosystemer og landbrugsproduktion.
Store omkostninger for samfundet
Samfundsøkonomisk er luftforureningen dyr for EU-landene. Alene forureningen med fine partikler og ozon koster ifølge EU-kommissionen samfundet 2.500-5.000 mia. kr. årligt på EU-plan, og samtlige cost-benefit analyser udført for Kommissionen dokumenterer, at der er god samfundsøkonomi i at reducere luftforureningen yderligere.
Da luftforureningen ofte finder sted udendørs og uhindret krydser grænser, kan den ikke udelukkende reguleres nationalt. Det enkelte EU-land kan ganske vist med fordel indføre miljøzoner med skærpede miljøkrav eller et forureneren-betaler-princip i form af miljøafgifter, men mange medlemslande viger tilbage fra at bruge afgifter som virkemiddel, selv om det er effektivt.
På EU-niveau bliver afgifter slet ikke brugt, fordi beslutninger på skatte- og afgiftsområdet kræver fuld enighed. Til gengæld kan EU regulere forureningen ved f.eks. at indføre grænseværdier og emissionsgrænser, og det sker i vidt omfang.
Der findes to væsensforskellige former for luftforurening. Den ene er forurening med de sundhedsskadelige fine partikler, ozon og skadelige stoffer som for eksempel svovldioxid og kvælstofoxider. Den anden er udledning af klimaskadelige drivhusgasser. Det vil først og fremmest sige CO2 fra biler, kraftværker, private oliefyr og alle andre anlæg, der bruger fossile brændsler samt lattergas og metan fra landbrugsproduktionen.
Sort røg fra fabriksskorstenene og boligkvarterer indhyllet i kulos er fortid i langt de fleste EU-lande. Gennem de seneste 25 år har fælles regler forbedret luftkvaliteten betragteligt, men alligevel er luftforurening fortsat et af de alvorligste miljøproblemer i Europa. I otte ud af ti europæiske byer er luften direkte sundhedsskadelig.
Luftforureningen koster hvert år en halv million europæere livet, og mange bliver kronisk syge, fordi EU’s grænseværdier stadig er meget lempelige. Danmark overholder alle grænseværdier for fine partikler, og alligevel dør 2-3.000 danskere hvert år for tidligt på grund af partikelforurening. Luftforureningen skader desuden økosystemer og landbrugsproduktion.
Samfundsøkonomisk er luftforureningen dyr for EU-landene. Alene forureningen med fine partikler og ozon koster ifølge EU-kommissionen samfundet 2.500-5.000 mia. kr. årligt på EU-plan, og samtlige cost-benefit analyser udført for Kommissionen dokumenterer, at der er god samfundsøkonomi i at reducere luftforureningen yderligere.
Da luftforureningen ofte finder sted udendørs og uhindret krydser grænser, kan den ikke udelukkende reguleres nationalt. Det enkelte EU-land kan ganske vist med fordel indføre miljøzoner med skærpede miljøkrav eller et forureneren-betaler-princip i form af miljøafgifter, men mange medlemslande viger tilbage fra at bruge afgifter som virkemiddel, selv om det er effektivt.
På EU-niveau bliver afgifter slet ikke brugt, fordi beslutninger på skatte- og afgiftsområdet kræver fuld enighed. Til gengæld kan EU regulere forureningen ved f.eks. at indføre grænseværdier og emissionsgrænser, og det sker i vidt omfang.
Der findes to væsensforskellige former for luftforurening. Den ene er forurening med de sundhedsskadelige fine partikler, ozon og skadelige stoffer som for eksempel svovldioxid og kvælstofoxider. Den anden er udledning af klimaskadelige drivhusgasser. Det vil først og fremmest sige CO2 fra biler, kraftværker, private oliefyr og alle andre anlæg, der bruger fossile brændsler samt lattergas og metan fra landbrugsproduktionen. EU’s regulering af klimagasserne bliver ikke behandlet her, da det er dækket af andre publikationer fra Det Økologiske Råd.
“Luftforurening i EU” handler om EU’s regulering af luftforureningen med sundhedsskadelige stoffer. Det forklarer, hvordan lovgivningen fungerer, hvor den virker godt, og hvor den kommer til kort. Hæftet gennemgår også de tekniske muligheder for at løse forureningsproblemerne og giver desuden anbefalinger til, hvordan EU kan gøre lovgivningen endnu mere effektiv.