I EU findes der ca. 100 000 forskellige kemikalier på markedet, og alle EU-borgere bliver dagligt udsat for en kraftig kemikalie-cocktail. Mange af stofferne kan skade både mennesker og miljø. Nogle er kræftfremkaldende, andre kan påvirke hormonbalancen i kroppen på måder, vi ikke ønsker.
Farlige kemikalier i hverdagen
EU’s kemikaliepolitik REACH fra 2006 skulle fjerne en stor del af de farligste kemikalier og sikre borgerne bedre mod de skadelige virkninger. REACH betød et stort fremskridt rent lovgivningsmæssigt, men har alligevel vist sig ikke at være tilstrækkelig.
Vi bliver stadig alle udsat for farlige kemikalier i vores hverdag hver eneste dag året rundt. Det begynder, så snart vi står ud af sengen og går i gang med vores morgenritualer. Der kan være skadelige kemikalier i hårshampoo, balsam og kropssæbe, i deodoranten og i den bodylotion, vi smører på huden. Bruger vi make-up, giver det os endnu en dosis.
Når vi klæder vi os på, er der kemikalierester i tøjet, og når vi sætter os ved morgenbordet fortsætter eksponeringen. Den mad, vi indtager i løbet af dagen, kan indeholde hormonforstyrrende stoffer og andre uønskede kemikalier. Det samme gælder mademballagen, hvor kemikalier overføres fra f.eks. konservesdåser og papirindpakning til selve madvaren.
Skimmer vi avisen til morgenkaffen, udsættes vi for potentielt skadelige kemikalier fra tryksværten, og tænder vi computeren eller tjekker mobilen får vi bl.a. bromerede flammehæmmere og ftalater med i cocktailen. Som om det ikke var nok, udsættes et menneske hver dag for et utal af forskellige kemikalier via den luft, man indånder.
Der er med andre ord stor risiko for at blive udsat for rigtig mange skadelige stoffer i løbet af et døgn – ofte i koncentrationer langt over de grænseværdier, loven fastsætter, hvis man tager højde for de såkaldte cocktaileffekter, som kan opstå, når vi udsættes for mange forskellige kemikalier på én gang.
Begrænset viden
Ydermere er vores viden om de fleste af hverdagens kemikalier utrolig begrænset. Vi ved, at mange mennesker er ramt at nedsat fertilitet. Vi ser fosterskader hos især drengebørn, og for tidlig pubertet hos piger. Samtidig er forekomsten af bryst- og testikelkræft støt stigende. Dette er alt sammen effekter, som vi fra dyreriget ved, kan forårsages af industrielt fremstillede kemikalier.
Vi kan naturligvis ikke undvære kemikalierne i vores hverdag, men vi har brug for en lovgivning i EU, som beskytter mennesker og miljø bedre mod de farligste af stofferne. Vi kan undgå en del ved at købe miljømærkede produkter.
Men som forbrugere bør vi have garanti for, at der ikke findes problematiske stoffer i de produkter, vi benytter hver dag, uanset om de er produceret i EU eller importeret fra andre lande. Det er ganske enkelt uacceptabelt, at farlige stoffer tillades i produkter, når der findes mindre skadelige alternativer – og sådan er det stadig i EU.